Pouls sygdom:
November måned
Torsdag den 30. november
Ja så er der næsten gået fire måneder siden, vi fik beskeden om, at Poul havde kræft. Heldigvis har han det bedre i dag end dengang. Det glæder vi os over hver dag. Vi er nu blevet henvist til Diabetesambulatoriet i Silkeborg, så vi kan få vejledning i at justere insulinen endnu bedre, selvom de var imponeret af, at vi havde fået det så godt justeret. Det er særligt svært, når man får prednison. I nat kunne Poul få 7 timer uden at skulle op. Vi skulle gerne op på 8-9 timer ubrudt søvn. I eftermiddags besøgte vi Mette. Hun har fødselsdag i dag, så vi synes hun skulle have en fødselsdagskage. Bagefter kørte vi til City Vest efter nogle strikkepinde og garn. Nana og børnene kom over og spiste hos os. Anik kiggede forbi. Hun blev og spiste med og passede børnene, mens Nana købte ind.
Onsdag den 29. november
Det har været en god dag. I formiddags tog vi den med ro. I eftermiddags kørte vi en tur. Vi kiggede ind hos Åse og Egon. Åse havde lige bagt boller, så vi fik en kop kaffe med en bolle. Senere var vi i kirke, for at høre Caroline synge i kor. Pouls blodsukker ligger inden for de grænser, det skal ligge. Så må vi håbe det fortsætter. Det ser ud til at Pouls fødder har godt af lidt massage og en fed creme. Det er ikke blevet værre. Vægten stiger fint nu. Vi skulle gerne have ham op på 67 kg, så der er noget at tabe, når/hvis han igen får det dårligt. For øjeblikket ser han så godt ud, at det er svært at fatte, at han er alvorlig syg.
Tirsdag den 28. november
I dag har Poul været ude at føjte både formiddag og eftermiddag. I formiddags var han på elværket for at se, hvor langt de var nået med byggeriet. I eftermiddags var han på besøg hos Ingelise og Per. Det går godt med insulinen og Pouls blodsukker. Han får ikke så meget insulin nu, da det er nemmere at styre med en langsomvirkende og en hurtigvirkende insulin. Poul er begyndt at få lidt problemer med sine fødder. Det havde vi fået at vide kunne være en af bivirkningerne. Jeg er begyndt at massere hans fødder med en fed creme. Det skulle hjælpe ham.
Mandag den 27. november
Pouls tal er fine, og vægten er steget igen.Det ser ud til, at vi er inde i en god periode nu. Det er utroligt,som det kan skifte. I formiddags var vi i Galten og handle. Over middag besøgte jeg Hanne. Det er altid dejligt at se Hanne, og vi fik snakket et par timer. Poul havde det så godt, at han vaskede bilen. Til aften spiste Arkalo og Nana samt børnene her. Det skal de også i morgen.
Søndag den 26. november
En meget rolig dag, hvor vi ikke har foretaget os så meget. Poul har været træt i dag, så vi kørte bare en lille tur. Ellers har det stået på hjemlige sysler. Til aften spiste vi hos Nana og Arkalo. I morgen er det mig, der skal lave mad til alle. Det er rart med en madordning, så skal man ikke finde på så mange gange i ugen, og man kan tag det roligt, når det er de andre, der skal lave mad. Kan anbefales. Pouls blodtal har været meget fine i dag, men han har tabt sig lidt. To skridt frem og et tilbage. Vi har fulgt meget med i kræftdebatten, og vi kan nikke genkendende til de problemer, der bliver lagt frem. Man må håbe, at al den debat fører til noget godt.
Lørdag den 25. november.
En rolig formiddag. Det fungerer bedre med to slags insulin. Så nu skal vi bare have det kørt ind i skemaet. Poul har for første gang i næsten trekvart år vejet 63 kg. Det har været to skridt frem og et tilbage mange gange, men arbejdet med at få nok kalorier i ham har virket. Han har nu ialt lagt tre kg på. I eftermiddags tog vi ind til Mette og Henrik for at fejre deres fødselsdage. Det blev rigtig hyggeligt. Vi blev og spiste aftensmad, så vi var først hjemme til medicintid kl. otte. Britt kom desværre ikke, da hun ikke havde det for godt efter et maveonde. Nana måtte blive hjemme med en syg Kamille.
Fredag den 24. november
I dag fik jeg talt med vores egen læge om Pouls nattesøvn, som bliver forstyrret af, at han skal op for at spise. Jeg foreslog, at han fik noget hurtigtvirkende insulin, som ikke virker hele natten. Det var hun enig med mig i, så nu får Poul to slags insulin, en langsomvirkende om morgenen (den virker over 24 timer) og en hurtigvirkende, når han skal spise til middag og aften. Så nu må vi se, om han kan få en ubrudt søvn. Ellers går alt godt. Vi kørte en lille tur ud i det blå og kiggede forbi Jørgen og Kirsten i Mundelstrup. Normalt kører vi til apoteket eller sygehuset. Det er jo lidt kedeligt i længden. Til aften spiste vi hos Nana og Arkalo.
Torsdag den 23. november
Poul har det fint, og det ser ud til, at han nu kan tåle nexavaren. Han har kun problemer med svamp i munden. I formiddags var vi herhjemme og arbejdede for første gang i mange dage på slægtsprogrammet. I eftermiddags besøgte vi Leo og Merete. Vi nyder, at kunne komme lidt ud. Til aften spiste vi over hos Nana og Arkalo Jeg selv har det bedre i dag. Maven er i orden igen. Mette kiggede ind her til aften, og vi fik hørt lidt om det kursus, hun er på. Det lyder til at være et godt kursus (et kursus for tillidsmænd).
Onsdag den 22. november
En rolig dag. Poul har det stadig godt. Vi slappede af i formiddags, og over middag tog vi en tur til Hammel for at købe fødselsdagsgaver til Mette. For øjeblikket følger vi med i kræftdebatten på DR1, og vi må desværre sige, at mange af de ting vi ser og hører, har vi selv mærket på vores egen krop. Nana kom over og lavede mad til alle, og hun har tilbudt at lave mad resten af ugen, da jeg ikke er helt på toppen. Det er dejligt at vi har et godt netværk.
Tirsdag den 21. november
Vi var på Kommunehospitalet i dag. Det fik vi nu ikke meget ud af. Overlægen havde meget travlt, og det blev ikke til nogen lang samtale. Hun rejste sig, inden vi havde fået stillet alle vores spørgsmål. Poul fik taget en del blodprøver. I de sidste blodprøver var de forskellige tal blevet bedre. Vi beder om at få en kopi af prøverne, når vi er der. Efterhånden er jeg blevet god til at tyde tallene. Det ser ud til, at Poul ikke får så mange bivirkninger som sidst. Vi har læst os til, at hvis Poul får udslet igen, så skal han holde en uges pause og så kun have to tabletter om dagen. Han bliver først scannet den 6. januar. Den 16. januar vil vi så få at vide, om nexavaren har nogen virkning på kræften. Har den det, kan han fortsætte med dem al den tid, nexavaren holder kræften i ro. Hvis ikke det har nogen virkning, stopper de behandlingen. Det ser ud til at vi efterhånden har fået styr på vægten og blodsukkeret. Vi bruger ikke så meget energi på det mere. Nu kører det bare.
Mandag den 20. november
Alt er stort set, som det var i går. Poul får behandlet svampen i munden, og stemmen kommer og går. Han har desværre tabt sig igen. I dag var vi til lægen, for at få kontrolleret hans blodtryk. Det var ok. I morgen skal vi så ind på Kommune Hospitalet til kontrol, blodprøver og en snak. Diætisten i Silkeborg havde lavet en fejl med Pouls ernæringsdrikke, så det skal jeg også have rettet. Hun er der først på onsdag. I morgen skal vi tidligt op. Poul skal allerede have de første piller klokken halv fem. Klokken halv otte kommer hjemmehjælpen, og klokken otte bliver vi hentet af Falck.
Søndag den 19. november
Poul vågnede op i morges med svamp i munden. Så det er vi begyndt at behandle. Desværre er hans hæshed taget til. Vi skal på Kommune Hospitalet på tirsdag, og der vil vi spørge, hvad vi kan gøre ved hæsheden. Vægten stiger stadig lidt, så det er godt. Blodsukkertallene følger nu en døgnrytme. Poul får insulin, mad, medicin, og målt blodsukker på næsten faste tidspunkter døgnet rundt.Pouls åndedræt er blivet en smule dårligere, især når han røre sig. Her i eftermiddags var vi hos Mette og Henrik for at ønske Henrik til lykke med de 40 år. Jeg var også blevet færdig med at strikke Isabellas bluse, og den passede hende heldigvis.
Lørdag den 18. november
Poul har det efter omstændighederne fint. I formiddags var vi lige i Galten for at hente medicin. Jeg fik bagt en kage, og over middag kom Caroline. Hun skulle besøge os, mens de voksne var i biografen. Vi hyggede os, jeg strikkede og Caroline spillede spil og sad ved computeren. Om eftermiddagen kom Edith og Orla på besøg. De havde billeder med fra Ediths fødselsdagsfest, så dem fik vi kigget igennem. Det blev en rigtig dejlig eftermiddag. Da Mette og Henrik kom for at hente Caroline, nåede de også at hilse på Edith og Orla. Jeg blev næsten færdig med Isabellas bluse, så jeg kunne lige se om den passede.
Fredag den 17. november
Der er heldigvis indtil nu ikke kommet flere bivirkninger end hæshed, og Poul har lagt 100 g på. Vi tæller i 100 g og ikke i kg. I formiddags kiggede Poul på slægtsforskningen, og jeg var i byen med Britt. I eftermiddags kiggede Leo og Merete forbi med kage til kaffen. Vi fik rigtig diskuteret verdenshistorie og de ting, der er sket i vores tid. Mette og Henrik samt Caroline og Isabella kiggede forbi på vej hjem fra deres ferie. De havde haft en god tur. Anik besøgte os her til aften og blev et par timer.
Torsdag den 16. november
Poul har tabt sig lidt igen, og han er stadig hæs, men der er endnu ikke kommet andre bivirkninger til. Han har det godt, og han var så frisk efter middagssøvnen, at vi tog en tur til Låsby, hvor vi besøgte Allan og Anny. Det blev rigtig hyggeligt, og vi fik grinet en del. Her til aften spiste vi hos Arkalo og Nana. Vi fik mad med hjem til i morgen. Dejligt for jeg skal en tur i byen med Britt og købe fødselsdagsgaver til Mette og Henrik. I morgen er Leos vagt forbi, så vi regner med snart at se ham og Merete.
Onsdag den 15. november
Desværre er Poul begyndt at blive hæs igen. Det er en af bivirkningerne, men ikke en der er væsentlig. Vi håber meget, at det bliver ved det. Han har også tabt sig lidt igen, men vi fandt ud af, at han ikke havde fået calogen og energidrik i går. Det var smuttet. I dag har jeg været lidt sløj og lå i sengen indtil middag, hvorefter jeg fik det bedre. Til aften kom Arkalo og Nana med børnene over og spiste. I morgen laver de mad til os alle.
Tirsdag den 14. november
Poul er begyndt på nexavar igen. I løbet af den næste uge vil det vise sig, om han er sluppet af med de værste bivirkninger. Den 21. november skal vi igen ind på Kommune Hospitalet til kontrol. I formiddags fik vi begge sovet et par timer, da vi ikke havde fået sovet så meget om natten. Poul havde det så godt i dag, at vi i eftermiddags kørte en tur hen til Etta og Dieter. Vi var der et par timer, hvor vi fik diskuteret en hel del verdenshistorie. Resten af dagen har vi slappet af. Jeg har fået en fodcykel for et stykke tid siden, som jeg cykler på en time hver dag. Jeg vil jo gerne holde min kondi fra sommercyklingen ved lige.
Mandag den 13. november
En rigtig god dag. I formiddags var vi ved lægen og få taget Pouls blodtryk, og det var i orden. I eftermiddags kom Mette, Anna, Lea, Johan og Annelise. De havde hjemmebagt med. De blev til aftensmaden. Britt, Oliver og Amy kom ved sekstiden. Alexander kom også op, så sammen med Nana, Hellene og Camille var vi efterhånden blevet et stort selskab. Jeg havde stegt en stor Regnbueørred (4 kg), så der var mad til alle. Vi skulle se efter Ann Charlott, så hun kom op og legede med Amy. Klokken ni var der roligt. Alle var kørt og Ann Charlott lagt i seng.
Søndag den 12. november
Pouls vægt er igen steget, og hans tilstand er god. Med hensyn til Pouls kost, er vi gået over til, at han spiser det, han har lyst til (også søde sager), og så tager han det insulin, han har brug for. Det betyder, at Poul har mere lyst til at spise. Vi har haft en rolig dag, hvor vi har taget den med ro, slappet af, læst og set fjernsyn. Jeg har dog været i gang med at gøre klar til vinteren udenfor sammen med Arkalo og Ingrid. Det tog et par timer. Her til aften kiggede Anik og Jens op, og vi hyggede os med livlige diskusioner.
Lørdag den 11. november
Så går det igen godt. Poul har det fint og udslettet er blevet meget pænere. Vægten går op, og vi har styr på sukkersygen. I dag kørte Poul mig til Galten for at handle. Han nyder at køre bil, så det gør vi, når han har det godt nok til det. Ellers er dagen gået med hjemmesysler, og her til aften har vi siddet foran fjernsynet. Nu håber vi bare, at al udslet er væk til tirsdag, så han kan prøve med nexavar igen.
Fredag den 10. november
Poul startede dagen med feber, men hævelserne var heldigvis faldet noget. Nu er han blot rød., så det går den rigtige vej igen. Vægten er igen stigende, efter at han er begyndt at få calogen (ren fedt). Jeg blander det med saft, så smager det godt , siger han. I formiddags tog jeg en tur ind til Hanne, mens Poul hvilede sig og hørte radio. Det har været en rolig og almindelig dag.
Torsdag den 9. november
I morges havde udslettet bredt sig til hele ansigtet og farven var dybrød. Poul havde også feber. Over middag gik det den anden vej, og her til aften er det klinget meget af. Hans diarre er også væk. Stemmen lyder mere nomal og tungen er blevet pænere, så alt i alt en stor fremgang. Nu må vi så vente indtil tirsdag for at se, om vi kan starte igen. Desværre har han tabt en stor del af det, han havde lagt på den sidste uge. Ellers har dagen været rolig. Nana tog mig med på indkøb, så jeg kunne få købt noget undertøj til Poul. Det var ved at blive for stort, det han har.
Onsdag den 8. november
I nat fik Poul feber og udslettet bredte sig. Heldigvis ville hospitalet, at vi kom tidligere. Mette kørte os derind. Poul kom hurtigt til, og man konstaterede, at det var nexavaren, der gav bivirkninger. Han skal nu holde pause med medicinen en uge, hvis udslettet er væk, skal han starte igen, ellers skal vi ringe for at få lavet en ny plan. Vi købte nogle rundstykker på vejen hjem, fik en kop te og hyggede os lidt, hvorefter Mette kørte hjem. Poul gik i seng, og der har han ligget det meste af dagen. Han har stadig feber og udslettet har bredt sig yderligere. Forhåbentlig går det den anden vej i morgen. Arkalo og Nana lavede mad til os. Jens kiggede ind i eftermiddags et par timer.
Tirsdag den 7. november
Poul har i dag fået flere bivirkninger. Han har fået noget udslet på kroppen, som er betændte, derfor skal han stoppe med nexavar i dag og ind på KH i morgen. Der skal de vurdere, om han skal holde en pause og starte på ny eller helt stoppe. Hans hæshed er også en bivirkning, har vi fundet ud af. Ellers har han det fint og mærker ikke noget til kræften. Poul synes dog, han mangler 6-7 kg muskler.
Mandag den 6. november
Vi var lige til lægen i morges. Poul kører selv bilen for øjeblikket, og det nyder han meget. Poul fik målt sit blodtryk, og det var i orden. Hans blodprocent er steget, så det tyder på, at han selv producerer blodplader. Desværre er han begyndt at få bivirkninger af nexavaren. Han har fået svamp i mundhulen og begyndende sår, så vi skal igen til lægen i morgen. Ellers har dagen været rolig. Inge Merete var her i eftermiddags, og vi fik "ordnet" hele verdenen på et par timer.
Søndag den 5. november
Endnu en god dag er gået. Pouls tal er fine, og vi er meget tilfredse med hans tilstand. Han har lagt yderligere 100 g på. I dag har jeg bagt en del diabeteskager og boller, så han kan få lidt forskelligt til mellemmåltiderne. Vi får varmt mad to gange om dagen, da det glider nemmere ned. Vi har været herhjemme, læst, strikket og set fjernsyn.
Lørdag den 4. november
Pouls tal er gode i dag, og det ser ud til, at vi nu er på rette vej. Han får nu 7 måltider i døgnet. Vægten er for første gang i mange uger ikke gået ned men op - hele 300 gram. Vi har i dag fået brev om, at Poul skal scannes den 5. januar. Den 16. januar vil vi så få at vide, om nexavar har hjulpet ham. Vi er blevet gode til at vente.I dag har vi fået ordnet planterne på vores balkon. Arkalo kom over og hjalp et par timer. I formiddags var jeg i Bilka med Arkalo og Isabella. Ingrid kiggede op til Poul, mens vi var væk. Her til aften kiggede Jens forbi, og vi hyggede os med fjernsyn - Matador.
Fredag den 3. november
En stille og rolig dag. Til frokost kom Leo og Peter. De var i Skjørring og ville derfor spise deres medbragte mad hos os. Pouls tal har været fine det meste af dagen, men her til aften var de lidt for høje dog meget bedre end i går. Han har det stadig fint, men kræfter er der ingen af. Vi har ikke lavet så meget. Jeg har fået bagt lidt, strikket og søgt efter opskrifter til diabetesmad. Jeg fandt en rigtig god hjemmeside med opskrifter på næsten alt. Poul har fået læst avisen og så har vi kigget fjernsyn. Helene besøgte os et par timer og hyggede sig meget, da hun havde os helt for sig selv. Nana lavede mad til os i dag.
Torsdag den 2. november
Pouls tal er faret op og ned i dag. Det er tilsyneladende meget svært at få det stabiliseret, når han også skal have så mange kalorier. Han har det dog godt. Han har fået taget sin blodprocent i dag, og den er stadig fin. Han er stadig hæs, men her til aften synes jeg, det er blevet bedre. Efter lægebesøget blev jeg sat af hos Etta og Dieter, og Poul tog hjem for at sove. Ellers har dagen været rolig.
Onsdag den 1. november
I dag var vi ved diatisten, for at få at vide, hvad jeg kan give Poul. Han skal have temmelig meget fedt og proteiner. Han må gerne få lidt mørkt chokolade eller marcipanbrød engang imellem. Ud over de 6-8 måltider skal han have 100 ml fedt af et bestemt mærke, som sygehuset er ved at bestille til ham. Poul har tabt sig hver dag siden han fik sukkersyge, så nu gælder det om, at han ikke taber mere. På grund af prednisonen ser han dog lidt sundere ud. Hans ansigt er blevet lidt rundere. Det ser ud til at han kan tåle nexavaren. Han har endnu ikke haft bivirkninger.